Grand Prix Finale 2023

Søndag 15. oktober 2023 blev der spillet Grand Prix Finale i Smørum Golfklub. Det blev til en imponerende sejr for klubbens Grand Prix Hold.

< Tilbage
19-10-2023


Hvem var det, der vandt i dag..? Kim Tage gik med fotograf Steen Lübckes hjælp helt i sort-hvid i begejstringens rus, da han løftede det æstetiske kunstværk, der udgør trofæet i GRAND PRIXET.

Grand Prix Finalen er en årlig fight, hvor de 10 klubgolfere, der har klaret sig bedst igennem sæsonens klubmatcher, får lov til at prøve kræfter med Smørum Golfklubs Elitespillere. Yderligere deltager et antal klubmedlemmer, der har fået wildcard, typisk for deres indsats i forbindelse med klubturneringerne med videre, men også fordi de måske var sluttet lige uden for kvalifikations Top 10. Læs nærmere om kvalifikation til Grand Prix.

Holdkaptajn for Eliten, Henning Knudsen, og holdkaptajn for Grand Prix-holdet, Kim Tage, havde på forhånd – i bedste Ryder Cup stil – foretaget lodtrækning til de mange kampe.

Søndag morgen kl. 07.00 mødtes spillere og holdkaptajner til morgenbrød og præsentation i Restaurant Eagle. Spilformatet blev kort forklaret, herunder at Grand Prix Spillerne spillede med fuldt handicap, mens Elitespillerne alle spillede fra scratch (0). Alle herrer spillede fra 55 (gul tee) og damerne fra 48 (rød tee).

Dannebrog blev hejst af Jesper Noer, så vi fik markeret den nye flagdag i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Chistians 18-års fødselsdag.

De mange matcher blev præsenteret under indtagelse af ”Restaurant Eagles” 5-stjernede morgenbord. Spillerne gik herefter i gang med opvarmningen, og kl. 08.00 indledte festfyrværkeriet, hvor det var tydeligt, at Grand Prix-holdet havde valgt at lægge superstærkt ud med de to ”Wonder-womens” klubmanager Tuula Undall og den suverænt bedste kvindelige spiller fra Grand Prix-listen Trine Aarre. Der skulle bare point ind på kontoen med det samme – og det kom der.

De 12 sammensatte BestBalls blev spillet i noget nær det ”perfekte” efterårsvejr. Vind af stormstyrke fra alle mulige og umulige vinkler. En enkelt dråbe nedbør i ny og næ fik vi også med. Perfekte forhold for alle. Banen stod knivskarpt – lynhurtige greens – skønsmæssigt vurderet til lige omkring de 16,5 på stimpmeteret..!

Grand Prix-Holdet kæmpede, som altid, helt fantastisk i den særlige matchform. Spillerne supplerede hinanden godt, og Grand Prix-Holdet fik spillet sig til sejr i langt over halvdelen af matcherne. Elitespillerne var godt klar over, at der skulle præsteres birdies og eagles, hvis der skulle vindes huller - i nogle tilfælde endda bare for at dele et hul.

Alle kæmpede febrilsk: Et godt billede af, hvor retfærdig spilleformatet er, kan ses på scoren.

”The Kaptain Team” med holdkaptajnerne for Damernes 1. & 2. hold, Bent Høst Husted og Simon Henningsen, var flyvende og vandt en meriterende sejr på 8/6, selv om elitespillerne var langt under banens par. Næsten samme koncept fulgte Turneringsudvalgsmedlemmerne Michael B. Hansen og Jesper Noer i deres flotte sejr på 7/6. (Se mere til resultaterne af de mange matcher i skemaet nederst. Hvis du klikker på skemaet kan du hente en tydeligt læsbar PDF).

Efter Bestballs var Grand Prix-holdet vanen tro godt i front. I år med 9-3.

Så stod den på skønne fyldte og sunde ”Rødbede Wraps” fra Restaurant EAGLE og afsted gik det med SINGLERNE.

Teksten fortsætter efter billedet...


Eliten kom afsted med fuldt tryk og viste, at de i 2023 havde til hensigt at generobre trofæet. At det ikke gik helt sådan afspejlede sig i ansigtsudtrykket hos Henning Knudsen, der ikke var meget for at slippe trofæet.

Teksten fortsat fra før billedet...

Grand Prix-holdet havde imidlertid et mindst lige så brændende ønske om at forsvare trofæet for 1. gang i historien.

Igen vil det blive for omfangsrigt, hvis alle matcher skulle gengives, selv om de i den grad fortjener det.

Det skal naturligvis nævnes, at Eliten stillede med masser af Danmarksmestre og EM-sølvvindere – herunder den dobbelte EM-sølvvinder Mads Laage, og den i særklasse bedste individuelle spiller fra damernes klubholds-EM, Cecillie Leth-Nissen. Om kort tid vil det vise sig, om vi også havde deltagelse af GULD-vindere fra klubholds-EM for herrer, men da det EM ikke i skrivende stund er afholdt, så vil det ikke være korrekt at prale med, selv om undertegnede nærmest betragter den opgave som ”Givet”.

Et af de mest prestigefyldte opgør stod mellem Grand Prix Champ 2023 Thøger Østberg og ”Elite Longhitter” Mikkel Palm. En publikumsbold, der fortjente at blive vist direkte på TV World Wide… Men på dagen havde TV-golf valgt at sætte fokus på Europaturen, hvor Markus Helligkilde viste sig flot frem for såvel tv-seerne, som de medrejsende supportere, der af samme grund måtte melde afbud til Eliteholdet i årets finale.

Måske blev det afgørende for det samlede resultat. Det er jo aldrig til at vide med sikkerhed, men Knudsen ved godt, hvem han skal have til evalueringssamtale efter dagens match.

Thøger gav nærmest 1. hul væk til Mikkel Palm, for derefter at kæmpe sig tilbage over mange huller.

Flere fulgte samtidigt med i, hvordan det gik med Helligkilde, der undervejs i finalerunden på Europatouren præsterede en imponerende EAGLE, ved at ”Slam-dunke” sit 2. slag på et par 4. hul

Det skete ”næsten” samtidigt med, at Thøger og Palm skulle slå ud på hul 9 Nørreskov.

Teksten fortsætter efter billedet...


Ved den afsluttende Trofæoverrækkelse benyttede vi lejligheden til at hylde og præmiere Årets Grand Prix Mester 2023 – Thøger Østberg, der takkede fint for deltagelsen i årets matcher og i finalen.

Teksten fortsat fra før billedet...

Palm lod sig inspirere af Helligkildes flotte slag, og da han skulle slå ud på hul 9 Nørreskov, tog han bestik af mulighederne. Normalt ville Palm aldrig slå sin driver på dette hul, da han ikke kan være sikker på, at folk på gårdspladsen vil kunne høre, når han råber FORE!

Nu var der imidlertid en betydelig modvind, der blev vurderet til at være lige under 20 meter i sekundet, kommende ind lidt skråt fra nordvest og med lidt nedbør samtidigt. 

Palm vurderede, at det passede fint med en behersket driver på omkring 75 % af sædvanlig styrke, sendt godt op i vinden, så vinden kunne tage lidt afstand af slaglængden, og med den sædvanlige fine fade, ville det sikkert passe fint til den pind, der var gemt godt væk bag træerne. 

Palm gik til opgaven, og udførte den ”næsten” på samme høje niveau, som Helligkilde. 

Bolden fløj planmæssigt afsted og smadrede næsten direkte ned i hullet, men desværre ramte den hulkanten så meget, at den ikke blev i hullet. Hold nu slice, hvor var det tæt på en ellers fantastisk ”Albatros/hole in one”.

Teksten fortsætter efter billedet...


Der gik ren Tiger Woods i præstationerne, og Mikkel Palm var i den grad tæt på at score en Albatros med sin driver..!

Teksten fortsat fra før billedet...

Der var mange kuriøse oplevelser dagen igennem. En af de mere prangende var, da Cecilie Leth-Nissen - i den for formand Peter Borregaard selvtillids-boostende match – tog sit ansvar for det samlede Elitebudget for 2024 særdeles alvorligt. Det blev til en meriterende sejr til formanden, og den samlede Elite var efterfølgende helt rolige i forhold til den kommende sæsons muligheder.

Det er altid svært at afgøre, hvem der egentligt havde det afgørende og sidste put i matchen. Men det kan med sikkerhed fastslås, at altid stærke Susanne Stender var en sikker afslutter for Grand Prix-holdet. Susanne vandt stensikkert med 7/6.

I samme bold spillede Lisbeth Vinzents golf på et niveau, der muligvis kan få indflydelse på udtagelserne til næste sæsons dame elitehold. Lisbeth kæmpede en vildt spændende match med Kristian Noer, der først sluttede på 18. hul, et stykke tid efter solen var gået ned, men med en flot sejr til Lisbeth på 1/0.

Da Lisbeth spillede hele vejen rundt, så blev det Turneringsudvalgsformand Steen Lübcke, der først kom i klubhuset med det matchafgørende point. Det affødte både ro og klapsalver.

Resultatet af alle matcherne kan ses herunder: RØD = sejr til Eliten, BLÅ = sejr til Grand Prix holdet.

Den samlede match sluttede 21,5-14,5 og dermed vandt Grand Prix holdet for 2. gang i træk og for 3. gang i historien.

Herefter stod den på den traditionelle ”Burger Buffet” i Restaurant Eagle, hvor fantasien fik frit løb, og løgnehistorierne stod i kø med de mange ”hvis bare, hvis bare, hvis bare, hvis bare r..” - alt fik fuld skrue.

Formatet blev som altid drøftet, med bemærkninger som: ”Eliten burde spille fra hvid – også damerne”, ”Det er kun dem med handicap over 0, der bør spille fra Scratch, alle andre Elitespillere skal spille med deres rigtige handicap”, ”Grand Prix spillerne bør spille med ¾ handicap”, ”Holdkaptajner bør spille mod hinanden i sidste bold”, for blot at nævne de mest brugte bemærkninger.

Holdkaptajnerne er dog enige i, at vi har fundet et fint koncept. Resultatet af de seneste fem møder er endt med cifrene: 31-29, 30-30, 34-30, 39-35, og så det historiske resultat i 2022 med sejr til Grand Prix-holdet på 39-33. I år blev det så til et noget anderledes resultat, og de to holdkaptajner vil nu evaluere, om der skal ændres lidt i formatet. Det er oplagt, at vi for ofte kommer i bekneb med, at de sidste og ofte afgørende bolde kan nå at spille helt færdigt. Det vil blive taget med i overvejelserne, men det ligger fast, at Steen Lübcke og hans stab vil tilrettelægge turneringsplanen 2024, så der igen skal spilles om Grand Prix-kvalifikation.

Det fastholdes derfor, at der højst kommer til at deltage 24 spillere i singlerne næste år.

På vegne af de to hold og alle deltagere takkede holdkaptajnerne for en seriøs, superflot og spændende gennemført Grand Prix Finale 2023.

Eliteholdkaptajn Henning Knudsen overrakte trofæet til Grand Prix-holdkaptajn Kim Tage. Begivenheden dannede punktum for en fornem sæson med mere GULD til Juniorerne, Damerne og Herrerne – Smørum Rules.

På gensyn i 2024.

Bedste hilsner,
Henning Knudsen og Kim Tage Vang Andersen


Bliv medlem i Smørum
Kom godt igang
SGK er "Åben for alle. Go’ nok til de bedste...". Det er nemt at komme i gang. Klik her og læs mere om hvordan du bliver medlem.
Udvid dit netværk
Bliv Erhvervspartner
Synliggør og profilér din virksomhed, så du bliver en del af Smørum Golfklubs netværk. Bliv SGK Erhvervspartner her.
Firma aktiviteter
Arrangementer
Book din næste event i Smørum Golfklub - enten som en Company Day eller benyt vores møde-/konferencefaciliteter. Klik her.
Del med dit netværk!
Her kan du dele siden med dit netværk
på et af nedenstående sociale medier.
Del på facebook
Del på LinkedIn
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!
Få vores nyhedsbrev med nyheder, specialtilbud og
invitationer til medlemsevents.
* skal udfyldes

Please select all the ways you would like to hear from Smørum Golfklub:

You can unsubscribe at any time by clicking the link in the footer of our emails. For information about our privacy practices, please visit our website.

We use MailChimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to MailChimp for processing. Learn more about MailChimp's privacy practices here.

Klar til golf
Borg & Bigum
ServiceHuset
Benny Johansen VVS
Bluecyb
Buus Jensen
CR El & Teknik
EDC Arne Madsen
Henry Andersen & Søn A/S
Memira
JSE Ejendomsservice
Ballerup Bladet
Cutter & Buck
CH Solutions
Smørum Vaskeriteknik
Caddie Golfrejser
Tømrermester Nørklit
Maler Barney
netavent
Epic Armoury
TEARK
DEKO
DS-DYRLUND