Eksterne turneringer

For at hjælpe dig og de øvrige spillere med at komme ud og deltage i turneringer på andre baner – og møde nye modstandere – tilmelder Ungdomsudvalget et antal hold og spillere til officielle individuelle turneringer. Her får du et overblik over de eksterne turneringer, der findes for ungdomsspillere.

Holdturneringer
I øjeblikket er det muligt at deltage i følgende holdturneringer:

DGU Juniorholdturneringen er en unik mulighed for alle klubbens juniorer med handicap under 40 for at repræsentere klubben i en hulspilsturnering mod jævnbyrdige juniorer fra nærliggende klubber. Klubben sammensætter holdene ud fra handicap og alder, tilmelder holdene hos DGU og betaler turneringsgebyret.

Mini Tour
Mini Tour er en holdturnering for alle klubber i DGU Distrikt 4. Turneringen består af to etaper og er åben for alle juniorer, der højst fylder 15 år i det år, turneringen spilles. Spillerens handicap pr. 1. januar skal være mellem 26,5 og 54.

Til hvert hold knyttes en holdleder, som typisk er en eller begge forældre til en af spillerne. Holdlederen er ansvarlig for holdets deltagelse i turneringen. Det omfatter blandt andet transport, kontakt til modstandernes holdledere, indrapportering af resultater og den praktiske gennemførelse af indledende matcher på hjemmebane. Opgaven er overkommelig, og Ungdomsudvalget hjælper naturligvis i det omfang, det er nødvendigt.

Turneringerne spilles som hulspilsmatcher og bidrager til et stærkt sammenhold mellem spillerne. De viser, at golf også er en hold- og fællesskabsorienteret sport. Samtidig giver hulspilsmatcherne værdifuld erfaring, hvis du senere har ambitioner og evner til at spille divisionsmatcher og måske udvikle dig til elitespiller.

Antallet af hold afhænger af antallet af medlemmer i afdelingen.

Udvælgelse til hold og pladser sker enten ved fri tilmelding eller på baggrund af kvalifikationskrav eller kvalifikationsmatcher fastsat af Ungdomsudvalget. Ungdomsudvalget tilmelder holdene og betaler turneringsgebyret.

Du kan læse mere om juniorholdturneringerne på DGU’s hjemmeside og om Mini Tour på Distrikt 4’s hjemmeside.

Individuelle turneringer
Ud over holdturneringerne findes der også en række eksterne individuelle turneringer, som du kan deltage i. På nuværende tidspunkt omfatter de:

  • DS (Distriktstour)
  • JDT (Junior Distrikt Tour)
  • Junior Cup
  • Årgangsmesterskaberne
  • Girls Only
  • Ranglisteturneringer

Distriktsstævnerne består af fire enkeltstående juniorturneringer, som spilles over fire turneringsdage på tværs af distriktet.

Der spilles i følgende handicaprækker:

  • D-række: D-spillere (handicap 26,5-36), dagsaktuelt handicap, spiller 18 huller.
  • E-række: E-spillere (handicap 37-54), dagsaktuelt handicap, spiller 9 huller.
  • Y-række: Y-spillere (handicap under 26,5) ved årets start. Se turneringsbetingelserne.

Du har også mulighed for at gå videre til Stjernegolf, hvis turneringen afvikles.

Du skal selv tilmelde dig distriktsstævnerne (DS) i GolfBox. Det er gratis at deltage.

Junior Distrikts Tour (JDT)
JDT er for spillere, der efter årsreguleringen har et handicap på maksimalt 26,4.

JDT spilles i fire afdelinger fordelt over fire turneringsdage. Der er fire rækker: U14, U16, U19 og U22. Spilleformen er slagspil over 18 huller med fuldt handicap, og der spilles i én fælles række for både piger og drenge.

Hvis du ønsker at spille JDT, bliver du automatisk tilmeldt alle fire runder og forpligter dig dermed til at deltage i dem alle.

Tilmelding og betaling foretages af klubben.

Junior Cup
Alle piger og drenge født i 1998 eller senere kan deltage, hvis de på datoen for klubkvalifikationen har et handicap på maksimalt 36.

DGU Junior Cup spilles i syv årgange fra JC12 til JC18. Drenge og piger spiller i hver deres række.

Klubkvalifikationen afholdes i spillernes hjemmeklubber på en kvalifikationsdag i maj 2019. Vinderen i hver række går videre til landsdelsfinalen, og vinderne herfra kvalificerer sig til landskampen.

Årgangsmesterskaberne
Årgangsmesterskaberne består af seks drengerækker og seks pigerækker: U12, 12 år, 13 år, 14 år, 15 år og 16 år.
Juniorerne spiller 36 huller over to dage, og der spilles fra scratch, det vil sige uden handicap. Til sidst kåres Danmarks bedste golfspiller i hver årgang.

Landstrænerne kan være til stede ved mesterskaberne for at holde øje med nye talenter.

Girls Only Tour
Girls Only Tour er en turnering for piger op til 21 år. Pigerne må ikke fylde 22 år i det år, hvor turneringen afvikles.

Girls Only Tour spilles typisk fire forskellige steder i landet. Der spilles i forskellige rækker afhængigt af handicap.

Deltagelse i turneringen er med til at skabe et stærkt netværk på tværs af klubberne. Det er en ren pigeturnering, som samtidig giver deltagerne en fornemmelse af, hvad en eliteturnering kan byde på, efterhånden som de udvikler sig og kommer ned i handicap. Spillerne stifter bekendtskab med slagspil og spiller 36 huller i A-rækken og 18 huller i B- og C-rækkerne.

Girls Only Tour rummer samtidig flere turneringer i én. Der er dagens turnering, hvor der uddeles præmier efter placering, og den gennemgående turnering, hvor pigerne automatisk optjener point for hver gennemført turnering samt for placeringer fra 1 til 20.

Ranglisteturneringer
En række danske golfklubber afholder hvert år åbne turneringer, hvor Danmarks juniorelite kan konkurrere mod hinanden. Turneringerne er tællende til DGU’s Juniorrangliste.

DGU’s Juniorrangliste baseres på resultater opnået af juniorer i turneringer på stort set alle niveauer. Ud over danske juniorranglisteturneringer omfatter ranglisten også herre-, dame- og ynglingeturneringer, hvor juniorer deltager. Formålet er at give et retvisende billede af, hvordan danske juniorer, der primært spiller turneringer i Danmark, præsterer i forhold til banens sværhedsgrad på dagen.

Turneringerne er med til at styrke sammenholdet mellem spillerne og viser, at golf også er en ægte hold- og fællesskabssport. (Foto: Jesper Vinzents)