ECCO Tour veloverstået i Smørum Golfklub

Det var svært at overse, at Smørum Golfklub i uge 31 dannede rammen om international golf i absolut topklasse. ECCO Tour Max Matthiessen Team Trophy 2026 blev afviklet over tre spændende turneringsdage med deltagelse af 168 professionelle spillere. Samtidig gæstede en række virksomheder klubben til en todages Pro-Am-turnering.

Finaledagen bød på dramatik, flotte slag og tætte dueller hele vejen rundt på banen. Efter en spændende afslutning og et nervepirrende omspil kunne Christian Jacobsen og August Thor Høst fra Great Northern Golf Club lade sig hylde som vindere af ECCO Tour Max Matthiessen Team Trophy 2026. Over turneringens tre dage leverede de imponerende 23 birdies og én eagle og sluttede med en samlet vinderscore på -21.

Smørum Golfklub kan se tilbage på en uge præget af golf på højeste niveau, stærke internationale præstationer og stor opbakning fra medlemmer, frivillige, ansatte og samarbejdspartnere. Turneringen understregede endnu en gang klubbens evne til at afvikle professionelle internationale golfbegivenheder og skabe optimale rammer for både spillere og tilskuere.

Direktør Keld Østergaard Christensen glæder sig over den vellykkede turneringsuge: “Vi er meget tilfredse med en veloverstået turnering. Ugen begyndte med to dage med Pro-Am i meget vindfyldt vejr, men derefter lagde vinden sig, og ECCO Touren kunne sættes i gang under flotte forhold. Vi har nydt besøget af alle spillerne og vil gerne rette en stor tak til arrangører, frivillige, ansatte, publikum og samarbejdspartnere for deres store indsats og opbakning.”

Keld fremhæver også de gode præstationer fra klubbens egne spillere. I alt stillede 16 Smørum-spillere til start, og det rakte til flere flotte placeringer i toppen. Bedst blev Christian Photin Hansen med makker Mikkel Davidsen samt Frederik Tøttenborg med makker Mads Laage, hvor begge hold sluttede på en flot delt 6.-plads.