Begynderturneringer

Begynderturneringer, også kaldet kaninturneringer, giver nye medlemmer med handicap mellem 54 og 52 den spillemæssige rutine og selvtillid, der skal til for at kunne deltage i regulære turneringer. I Smørum Golfklub kan man kun spille sig fra handicap 53 ned i handicap 52 gennem en kaninturnering eller sammen med en af klubbens godkendte mentorer.

Hvad er en kanin?
En kanin er et SGK-medlem, der har et handicap mellem 54 og 52.

Formålet med begrebet kaniner er, at nye golfere:

  • får et godt netværk i Smørum Golfklub og hurtigt bliver integreret i klubben – både socialt og spillemæssigt – så de føler sig som en del af klubben.
  • får et grundlæggende kendskab til golfspillet på banen.
  • opbygger gode vaner på banen og lærer at følge en naturlig spillerytme.
  • får afklaret de vigtigste regler.
  • lærer god etikette i praksis.
  • lærer, hvordan de passer godt på banen.

Kaninturneringer
Hvad er formålet med kaninturneringerne?

Alle medlemmer i SGK med handicap mellem 54 og 52 kan deltage. Formålet med kaninturneringerne er at give kaninerne så meget selvtillid og rutine, at de trygt kan spille med mere erfarne golfspillere og deltage i almindelige turneringer.

En 4-bold skal kunne spille 9 huller på 2 timer.

Kaninturneringer spilles på Intermediate-/Skebjergbanen cirka hver 14. dag på skiftende ugedage i sæsonen. Der spilles med gunstart, hvilket betyder, at alle slår ud på samme tid, men fra forskellige huller. Vi mødes ved hul 1 senest kl. 16.45, får udleveret scorekort og går derefter ud til vores respektive starthuller, så vi er klar til at slå ud kl. 17.00.

Tilmelding til kaninturneringer foregår online via GolfBox. Du finder turneringen under ”Klubturnering” nederst i oversigten i venstre side. Tilmeldingen åbner cirka to uger før turneringen. Det koster 40 kr. i matchfee at deltage, og beløbet går til præmier.

Hvad får kaninerne ud af en kaninturnering, og hvad er kaninforældres/mentorers rolle?
En mentor er et medlem af Smørum Golfklub, som frivilligt hjælper dig med at blive en bedre golfspiller. Mentoren er ikke pro-træner. Du kan stille alle de spørgsmål, du har undervejs, og du vil få svar på dem. Har du brug for egentlig træning, skal du tale med en fra Smørum Golfklubs pro-team, JOSGOLF. Kig forbi shoppen og hør, hvad de kan gøre for dig.

Hvordan får man den nødvendige tid til at spille 9 huller på 2 timer?
Her er nogle gode tommelfingerregler.

Gode vaner

  • Gå rask til – golf er trods alt en sportsgren. Det skader ikke, hvis pulsen kommer lidt op.
  • Vær klar til at slå. Forbered dig på vej hen til bolden: Vælg kølle, tag handsken på, og beslut, hvor du vil slå hen.
  • Husk at rive efter dig i bunkeren. Du må også gerne rive efter andre – især hvis de fortsat ligger længst fra hullet og derfor skal slå først.

Når I kommer til green
Stil jeres bags dér, hvor I skal videre til næste hul. Det handler om at komme hurtigt væk fra greenområdet, når hullet er færdigspillet.

På green

  • Er du klar, så put – men sørg først for, at dine medspillere er opmærksomme på, at du putter.
  • Forbered dit slag og din puttelinje, mens de andre putter.
  • Er puttet under én meter, så put ud. Ellers marker bolden.
  • Put gerne med flaget i.
  • Marker og løft din bold – især hvis den er til gene for andre spillere.
  • Træd ikke på andres puttelinje.
  • Undgå at skygge for andres puttelinje. Det er særligt vigtigt i morgen- og aftentimerne, hvor solen står lavt.
  • Husk at rette eventuelle nedslagsmærker op – også andres.
  • Når sidste spiller har puttet ud, går I straks videre til næste teested. Her kan I i ro og mag notere scoren fra det foregående hul, uden at holdet bag jer skal vente.

Vognforbud

  • Ingen vogne eller trolleys på teesteder.
  • Ingen vogne på green eller forgreen.
  • Ingen vogne mellem green og greenbunker.

Spørg i receptionen, eller skriv til klubmanager Susanne Jönsson, hvis du ønsker mere information.