Fuld fart på greenkeeperne

Arbejdet med at færdiggøre området omkring rangen er stadig i gang. Stierne, der skal sikre god logistik omkring området, er ved at tage form. På grund af niveauforskelle mellem rangen og hovedstien vil der blive opsat støttemure langs dele af stisystemet.

Vi forventer, at hele området får en fast belægning, og for at sikre tilgængelighed i de mørkere måneder, bliver alle til- og afgangsstier oplyst. Målet er, at belysningen er i drift i løbet af september.

Der etableres desuden en parkeringsplads til lejede buggies i tilknytning til rangen, så de ikke optager plads på gang- og kørestier.

Nye greens og teesteder
På Nørreskov 1 er det nye teested allerede synligt i landskabet. Det er hævet i forhold til det tidligere, og vil give en forbedret spilleoplevelse, når det åbner – forhåbentlig i det sene forår 2026.

I forbindelse med opførelsen af den nye range mistede vi den eksisterende puttinggreen. En ny – i mindre skala – etableres ved pavillonen, hvor den tidligere tee 58 for Nørreskov lå. Greenen får en ideel placering for spillere, der skal starte på Nørreskov 1 eller Husesø 1, og vil blive afskærmet fra parkeringspladsen af en ny hæk. Også det projekt forventes klart i løbet af sommeren 2026.

På Husesø 1 er der ligeledes synlige tegn på en ny tee 58, som bliver en væsentlig opgradering af det tidligere. Forventet åbning er det sene forår 2026.

I forbindelse med ovenstående anlægsarbejde bliver de eksisterende stier tilrettet og udstyret med fast belægning. Der etableres også en drikkevandspost i området ved den nye puttinggreen og teesteder på Nørreskov1 og Husesø 1.

Opgradering af parkeringspladsen
Mangel på parkeringspladser er en udfordring, som vi tager meget alvorligt. I løbet af efteråret igangsættes en opgradering af parkeringsområdet – særligt den nedre del. Målet er at skabe 50–60 nye pladser, og vi håber at det anlæg står færdigt i løbet af vinteren 2025.

Skebjerg
Skebjergbanen står også over for forbedringer. Første skridt bliver en ny puttinggreen ved indgangen til banen. Den vil give spillere mulighed for opvarmning og træning, før de slår ud fra første tee. Forventet åbning er sommeren 2026.

Mangelen på parkeringspladser betyder, at der også sættes et projekt i gang med at inddrage den del, der ligger tættest på rundkørslen. (FOTO: CHRISTIAN STORGAARD)

 

En del af adgangsvejen til driving rangen er blevet nivelleret og gjort farbar, men der skal etableres endnu bedre forhold, herunder særlig parkering til buggies, så de ikke står i vejen for gående. (FOTO: FRANK UNDALL)