Farveflor og prikning
Chefgreenkeeper Per Rasmussen om de igangværende aktiviteter og naturens udvikling.
Foråret begynder at bide sig fast, og mange af vores træer og buske står nu for at springe i blomst. Først er Mirabel, hvis hvide blomster nu ses overalt i de levende hegn på banen. Smukkest af disse er vores mirabel ved overgang mellem Husesø 3 til 4. På en solbeskinnet tidlig aprils dag dufter der af honning, når man passerer denne.
Tiden er også til prikning af greens. I indeværende uge (uge 14) prikkes alle greens på de korte sløjfer med følgende eftersåning af kulturgræsser. I uge 15 prikkes de tre lange sløjfer med mikrospyd, der betyder minimal forstyrrelse af spillet efterfølgende. Alle arbejdsprocesser foretages, så der er færrest mulige lukninger og gener ved spil på banerne.
For 31. år i træk tyder det på et travlt år på Smørum Golfklubs baner. Greenkeeperne håber, at alle må have en rigtig god golfsæson.

Mirabelle er noget af det første, der blomstrer på golfbanen.

