Smørum tæt på toppen i Tokyo
I de naturskønne omgivelser på Wakasu Golf Links indledte de tre danske herrer 18. november 2025 deres deltagelse i det 25. Deaflympics. Legene afholdes i år i Tokyo, Japan, i anledning af 100-året for Deaflympics’ etablering.
De danske golfspillere, Smørums Kasper Grell, Hans Elgaard og Troels Nyholm Dyhr var positive, selv om de stødte på udfordringer med at opretholde en stabil præstation og håndtere frustrationer under de skiftende betingelser. Efter første runde var alle tre atleter enige om, at de havde ambitioner om at forbedre deres kommende resultater.
Anden runde fandt sted 19. november 2025 under meget kølige vejrforhold. Det påvirkede især Hans Elgaard, der kæmpede med rygsmerter fra første tee og hele runden igennem. Troels Nyholm Dyhr havde ligeledes en udfordrende dag, hvor hans spil ikke fungerede optimalt.
Smørums Kasper Grell leverede derimod en bemærkelsesværdig præstation og afsluttede runden med en score på +5. Den præstation placerede ham efter anden runde som nummer 12 ud af 42 deltagere.
I tredje runde (finalen), der blev spillet i dag, torsdag 20. november 2026, var vejret slået om til sol og vind, hvilket passede danskere bedre. Ikke mindst Hans Elgaards ryg fungerede bedre, så han fastholdt sin placering ligesom Troels Nyholm Dyhr.
Kasper formåede derimod at spille en fin runde og rykkede frem til en slutplacering som nummer 11.
Deaflympics har olympisk status og er godkendt af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Legeformen blev første gang afholdt i 1924 i Paris under navnet International Silent Games, og er verdens ældste sportsbegivenhed for mennesker med handicap. Konkurrencerne følger de klassiske olympiske regler, dog med visuelle signaler i stedet for lyd – deltagerne må nemlig ikke bruge høreapparat eller cochlearimplantat under konkurrencerne.

Kasper Grell (til venstre) med sine to holdkammerater Hans Elgaard og Troels Nyholm Dyhr (til højre). (FOTO: PRIVAT)
KLIK FOR FINAL LEADERBOARD

Kasper Grell var bedste dansker i den traditionsrige og 25. Deaflympics, der oprindeligt International Silent Games.

